Du kender sikkert problemet med, at pladsen kan være trang, hvis du har mange overnattende gæster på besøg. Det er ikke alle, som har et ekstra gæsteværelse, og derfor er det en oplagt mulighed for mange at gøre stuen til soveplads for overnattende gæster.
Få inspiration til, hvordan du kan indrette din stue, så den får funktion af et multifunktionelt rum. Det giver dig mulighed for hurtigt at ”forvandle” stuen til et gæsteværelse for dine overnattende gæster.
Indret med funktionelle møbler
Har du behov for at kunne ændre stuen til et gæsteværelse, bør du tænke en ekstra gang over, hvilke møbler du indretter stuen med. De fleste multifunktionelle møbler er både enkle og stilfulde, hvilket hænger sammen med, at de er designet, så de optager så lidt plads som muligt i et rum. Multifunktionelle møbler er derfor også særdeles velegnede, hvis du ønsker at skære ned på antallet af møbler i din stue for at skabe mere luft i rummet.
Et populært, multifunktionelt møbel, som er det oplagte valg, hvis du gerne vil kunne ændre stuen til gæsteværelse, er den klassiske sovesofa. Du kan få sovesofaer i et væld af forskellige design, materialer og farver, og du kan derfor uden tvivl finde en, der matcher stilen i din stue.
Vælg et flytbart sofabord
En god idé er, at du vælger et mindre, let sofabord, som du let kan flytte rundt, hvis du har behov for at gøre plads til eksempelvis en løs madras eller luftmadras. Sofabordet har ofte en central placering i stuen og kan derfor ofte ”stå lidt i vejen”, og du bør derfor vælge et, du nemt kan flytte, hvis behovet opstår.
Spar på pladsen med et indskudsbord
En anden mulighed er, at du vælger et indskudsbord til stuen. Indskudsbordet er et smart og praktisk multifunktionelt møbel, og det er et godt alternativ til det klassiske sofabord. Indskudsborde passer ind i hinanden, og de kan trækkes ud, hvis du har brug for den ekstra bordplads. Udover at være et funktionelt møbel, kan du bruge indskudsborde som dekoration og til opbevaring af planter eller magasiner.
Tip: Indskudsborde er et oplagt valg, hvis du har en aflang stue, hvor det kan være svært at komme rundt om et normalt sofabord. I en aflang stue kan indskudsborde derudover få rummet til at synes længere og derved større.
Vælg en puf – et møbel med flere funktioner
En puf er også et populært møbel til den funktionelle stue, da den er praktisk og samtidig har flere funktioner. Den smarte og funktionelle puf kan både bruges til at hvile fødderne på og som en ekstra siddeplads til dine gæster. Nogle modeller har endda indbygget opbevaring, hvor du hurtigt kan gemme magasiner, tæpper, børnenes legetøj eller andet rod af vejen.
Når stuen bliver ”forvandlet” til et gæsteværelse, kan puffen få endnu en funktion i form af et flytbart natbord. På den måde har dine overnattende gæster et ”bord” ved hånden, hvor de kan lægge briller, bog, mobiltelefon, eller hvad de ellers har behov for at have liggende lige ved hånden om natten.
Husk gardiner for at give dine gæster en god nattesøvn
Den gode søvn kræver, at der kan blive lukket af for det naturlige lys fra vinduerne. Skal din stue fungere som både stue og gæsteværelse, bør du sørge for at vælge nogle gardiner til stuen, som kan lukke helt af for lyset fra vinduerne, for at dine gæster kan få en behagelig nattesøvn.