Det er individuelt, hvilken hovedpude der passer bedst til dig. Valget af en hovedpude er lige så vigtig som valget af en dyne og madras for at sikre en god nats søvn. Sover du med en forkert hovedpude, kan det give problemer med hovedpine og forværring af nakkesmerter.
Derfor skal du vælge en hovedpude, som passer til din sovestilling og støtter din nakke, mens du sover.
Sådan vælger du en god hovedpude til nakkeproblemer
- Din hovedpude skal give den optimale støtte til nakken
- Din soveposition afgør valget af hovedpude
- Sov ikke med flere hovedpuder på én gang
- En ergonomisk pude er et godt valg til nakkeproblemer
Din hovedpude skal give den optimale støtte til din nakke
Har du problemer med dårlig nakke, hovedpine eller nakkespændinger, er det vigtigt at vælge en hovedpude, som støtter din nakke korrekt. Med den rette hovedpude kan dine muskler slappe af, og dit åndedræt kan fungere optimalt.
Den bedste sovestilling er den, hvor din nakke er i en neutral position med hovedet placeret i en lige forlængelse af rygsøjlen.
Den nemmeste måde at finde den rigtige hovedpude, som understøtter en neutral position er, at tage din partner eller ven med ned i butikken. Læg dig på ryggen med den valgte pude under nakken. Få personen til at forestille sig en streg, som tegnes fra siden af dit øre til midten af skulderen ned til hoften og knæet. Er stregen lige, er det den rigtige hovedpude. Er puden for tyk, løftes hovedet højere end skulderen, og hvis hovedpuden er for tynd, vil hovedet være under skulderen. I begge tilfælde vil stregen være skæv.
Hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter butikspersonalet for vejledning.
Din soveposition afgør valget af hovedpude
En hovedpudes primære formål er at støtte nakke og hoved, når du ligger i sengen. Det er din sovestilling, som afgør, hvilken hovedpude der giver den bedste støtte. Når du skal finde en god hovedpude til nakkeproblemer, skal du tænke over, hvordan du ligger, mens du sover.
- Sover du oftest på siden, skal du vælge en hovedpude med en god højde. Hovedpuden skal støtte nakken således, at nakkehvirvlerne ligger vandret, når du ligger på siden. På den måde får du mest mulig aflastning af din nakkemuskulatur. Som tommelfingerregel kan du bruge din skulderbredde som målestok. Har du brede skuldre, er der behov for en højere pude, end hvis du har smalle skuldre. Ofte har mænd brug for en højere pude end kvinder.
- Sover du mest på ryggen, skal du gå efter en pude, som ikke er for høj. En høj hovedpude belaster nakken, og det kan give spændinger og hold i nakken. Hovedpuden skal være høj nok til at støtte det naturlige buk, vi har i nakken. Sovestillingen er god rent anatomisk, fordi hoved, nakke og rygsøjle kan være i en neutral stilling, så du undgår smerter i nakke og hoved.
- Sover du primært på maven, skal du vælge en flad hovedpude. Denne sovestilling er ikke optimal, da både nakke og rygsøjle belastes. Det kan give anledning til hovedpine, hold i nakken og smerter i rygsøjlen. På sigt vil det være en god ide at vælge en hovedpude, som kan hjælpe dig med at skifte sovestilling.
Læs vores pudeguide for at få et overblik over de forskellige former for indhold til puden.
Sov ikke med flere hovedpuder på én gang
Sover du med flere hovedpuder under hovedet på én gang, kan det føre til, at du belaster nakken uhensigtsmæssigt. Det kan også lede til vejrtrækningsbesvær. Derfor er det en god ide at sove med én hovedpude ad gangen. Har du et behov for at sove med flere hovedpuder på en gang, kan du skifte hovedpude, hvis du vågner i løbet af natten.
Er du i gang med at skifte din hovedpude, fra eksempelvis en lav til høj pude, kan du gøre overgangen nemmere ved at sove med begge puder og veksle mellem dem igennem natten. Så kan du nemmere vænne dig til din nye pude.
En ergonomisk pude er en god hovedpude til nakkeproblemer
En ergonomisk hovedpude kan være et godt valg, hvis du oplever problemer med nakken. En almindelig hovedpude ændrer form i løbet af natten. Det betyder, at hvilehøjden kan ændre sig. Det er ikke godt, da nakken ikke får den optimale støtte, mens du sover.
En ergonomisk pude holder mere eller mindre pasformen natten igennem og med det lille indbyggede svaj, støttes nakkens naturlige position.