Det er praktisk at lægge tæpper i næsten alle hjemmets rum. I denne guide hjælper vi dig med at vælge det bedste tæppe til soveværelset og børneværelset, spisestuen, stuen, køkkenet og entreen.
Tæppe til soveværelset og børneværelset
Det kan være lidt nemmere at komme ud af sengen om morgenen, når der ligger et behageligt tæppe klar til at byde dine fødder velkommen på gulvet. Læg et rektangulært tæppe på hver side og for enden af sengen, eller vælg et tæppe, der dækker gulvet under sengen, og som også er stort nok til, at du kan sætte fødderne på det. Et uldent tæppe eller et tæppe med mellem til høj luv kan føles ekstra lunt og behageligt, især på kolde morgener.
Tip: Hold tæppet på plads med et skridsikkert underlag, så du mindsker risikoen for at glide, snuble eller falde.
Tæppe til spisestuen
I spisestuen kan et stort tæppe under spisebordet være både praktisk og behageligt. Tæppet beskytter mod slitage fra spisestuestole, der trækkes ud og ind, og det er det mere behageligt at placere fødderne på et tæppe end på det bare gulv.
Sørg for, at tæppet er stort nok til, at du kan trække spisebordsstolene ud, uden at blive generet af tæppets kanter, og gå efter et tæppe med lav til mellem luv, der er nem at gøre rent og som ikke gemmer krummer fra måltiderne.
Derudover kan et tæppe under spisebordet være med til at binde rummet sammen og have en positiv effekt på akustikken i rummet.
Har du et rundt spisebord i stedet for et firkantet eller rektangulært, er valget af et rundt tæppe en elegant løsning, der viser, at indretningen er gennemtænkt.
Tip: Læg et mørkt eller mønstret tæppe under spisebordet. Begge er mindre sarte end ensfarvet eller lyst tæppe, da pletter er mindre synlige.
Tæppe til stuen
I stuen såvel som i spisestuen kan et tæppe bidrage positivt til det visuelle udtryk, akustikken, hyggen og oplevelsen af komfort. Placer tæppet under sofabordet og vælg et behageligt og varmt tæppe med en mellemhøj luv, hvis du eller dine børn snacker popcorn eller andre lækkerier på filmaftener, eller et med høj luv, hvis du foretrækker at sætte fødderne ekstra blødt og behageligt.
Tæppe til køkkenet
Når du står i køkkenet igennem længere tid, kan det være mindre hårdt ved fødderne og bare mere behageligt at stå på et tæppe. Vælg et tæppe til køkkenet, der er nemt at gøre rent, som fx et tæppe med lav luv, eller et, der kan vaskes, så du ikke skal bekymre dig for meget om pletter. Glem ikke at lægge et skridsikkert underlag under tæppet for at forhindre ulykker.
Tæppe til entreen
Gulvet i entreen er typisk ekstra udsat for snavs og fugt fra udendørssko. Et tæppe til entreen kan både være med til at beskytte gulvet og holde entreen pæn. Find et lille tæppe, som du nemt kan hænge udenfor, så snavs og støv kan bankes af.
Jute-tæpper er særligt velegnede til entréen. De er holdbare, nemme at vedligeholde, og deres neutrale farve betyder, at de er alsidige og passer ind i enhver stil.
At vælge det rigtige tæppe handler ikke kun om æstetik, men også om komfort og praktik. Så uanset om du foretrækker at begrave tæerne i et hyggeligt tæppe i soveværelset, nyde varmen fra et tæppe i stuen på filmaftener eller benytte dig af et praktisk køkken- eller entrétæppe, så lad dit valg afspejle både din stil og dine vaner.