Din dyne har stor betydning for kvaliteten af din søvn, og der er flere overvejelser forbundet med at vælge en ny dyne. Din dyne kan også have betydning for dit helbred, hvis du eksempelvis har allergi over for husstøvmider. Find ud af, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe ny dyne.
Valg af dyne
- Hvor stor skal din dyne være?
- Hvilket fyld skal i dynen?
- Skal din dyne være sval, lun eller varm?
- Lider du af nogen form for allergi?
Se også vores dyneguide
Medtænk allergi, når du vælger dyne
Udover at sikre en god nattesøvn, bør du også tænke på allergi, når du vælger en ny dyne. Oplever du at vågne op med tilstoppet eller løbende næse, kløen, eksem, hosteanfald eller andre overfølsomhedssymptomer, kan det være et tegn på en allergisk reaktion. En allergisk reaktion kan være forårsaget af flere forskellige ting, men en hyppig synder er husstøvmider, som er et mikroskopisk dyr, der ikke kan ses med det blotte øje.
Vil du vide mere om, hvordan du bekæmper husstøvmider, har vi tidligere skrevet om problemet.
Allergi og dyner
Det har tidligere været en udbredt opfattelse, at allergiske reaktioner var forårsaget af allergi over for fjer og dun i dyne og puder. Derfor kan du finde steder, hvor dyner med fiberfyld bliver fremhævet som særligt allergivenlige.
Nyere undersøgelser viser dog, at det kun er 2-3% af den danske befolkning, som ikke kan tåle dun og fjer. Ifølge Astma-Allergi Danmark er mindst 7% af danskerne over 16 år og formentlig flere derimod allergiske over for husstøvmider.
Valg af dyne hvis du har allergi
Når det kommer til dyner og allergi er det afgørende, at du vælger en dyne med et tætvævet bolster, som hjælper med at reducere indtrængningen af støvmider. Det kan du sikre ved at tjekke dynens allergimærker. Du finder eksempelvis allergimærkerne Nomite, Allerban og Greenfirst, som angiver, at din dyne er allergivenlig.
Det er ikke kun i din dyne og pude, at husstøvmiderne kan lide at opholde sig, og det er ekstremt svært at udrydde de mikroskopiske dyr, hvis de først er kommet på besøg. For at nedbringe mængden af husstøvmider i dit soveværelse er det eksempelvis en god idé at vaske din dyne to gange om året og lufte ud flere gange om dagen, og udluftning er også en gevinst for dit indeklima.