Markedsparasol på terrasse i have med havebord og havestole

Guide: Find den helt rigtige parasol til dig

Sommeren er altid en glædelig tid på året, der lægger op til at tilbringe mere tid udendørs. På trods af at udendørssæsonen er den tid på året, som mange af os holder allermest af, kender vi allesammen også til de varme sommerdage, hvor solen bager og temperaturen er en tand for høj, og det hurtigt kan blive en prioritet at søge ly i skyggen.

Uanset om du er på udkig efter et dekorativt element, der kan give skygge til et hyggehjørne i haven eller en livslinje til en solbelyst altan, der hurtigt bliver alt for varm, er det oplagt at få sig en parasol. Før du beslutter dig for, hvilken parasol du gerne vil have, er der flere faktorer, du bør overveje nøje – disse omfatter bl.a. former, størrelser, materialer, stil o. lign. andre funktioner. Bliv klogere på disse i denne vejledning, så du er klædt godt på til at træffe det helt rigtige valg af en parasol, hængeparasol, altanparasol eller markedsparasol.

Hvad bruger man en parasol til?

Den primære funktion for en parasol til haven, altanen eller terrassen er naturligvis en praktisk én - netop at skabe skygge i sommervarmen. Parasoller byder dog ikke kun på funktionelle fordele. De kan også fungere som et dekorativt element, der tilfører charme og karakter til det æstetiske udtryk i dit udendørs rum.

En parasols primære funktion er som sagt at give ly mod solens stråler. På varme sommerdage, hvor de er allermest intense, er en parasol et køligt tilflugtssted, der giver dig mulighed for fortsat at nyde udendørslivet i komfort. Skulle der komme uventede regnskyl, kan en parasol desuden også give dig ly mod regnen, så du undgår at blive gennemblødt og kan fortsætte dine udendørs aktiviteter uden afbrydelser.

    1. Hvordan vælger man den rigtige parasol?

    At vælge den rigtige parasol til dit uderum, hvad enten du har en have, terrasse eller altan, kan være en svær beslutning at tage – hvordan kan du være sikker på, hvad der vægter højest ift. din beslutning? Når du skal vælge en parasol, er nogle af de vigtigste overvejelser den mængde af plads, du har til parasollen, samt hvilken type parasol, der bedst passer til dine specifikke behov.

    Derudover vil aspekter som størrelse, form, materialer, stil og farver også påvirke din endelige beslutning. Overvejer du alle disse, vil du nemt kunne vælge den helt rette parasol, der komplementerer dit udendørsrum samt din personlige smag, stil og behov. Lær mere om at vælge den perfekte parasol i denne guide.

    Altanparasol eller parasol til altan på en altan med cafesæt
    Klassisk markedsparasol i råhvid med havebord og havestole på terrasse
    Stor hængeparasol samt havebord og havestole på terrasse

    Med et væld af muligheder lige fra altanparasollen KOLDING, der er perfekt til den lille altan, til den klassiske og mellemstore markedsparasol LEMVIG eller den store hængeparasol TRONDHEIM, der er ideel til det udendørs spiseområde, venter den helt rigtige parasol bare på, at du finder den. 

    Hvad bør man kigge efter i en parasol?

    Hvad bør du overveje inden du køber en parasol til terrassen, altanen eller haven? For at sikre, at din nye parasol passer perfekt til dit udendørsområde og samtidig giver dig de fordele, du har brug for, er der flere ting, du bør overveje: 

    • Størrelsen og formen på parasollen: Rund eller firkantet (kvadratisk/rektangulær)
    • Materiale på ribber og stang: Aluminium, stål eller træ
    • Parasoltypen: Fritstående, tiltfunktion eller hængende
    • Forankring: Forskellige parasolfødder
    • Overvejelser ift. UV-beskyttelse, vandafvisning og modstandsdygtighed overfor vind 

    2. Størrelsen på parasollen og dit uderum

    Parasoller fås i mange størrelser, og med et vælg af muligheder – fra små parasoller, som er nemme at flytte rundt på og er lige til at tage med på stranden, til større hængeparasoller, der er perfekte til at give skygge til store udendørs spise- eller loungeområder – findes der en parasol, der passer perfekt til ethvert formål og ethvert uderum. Når størrelsen på en parasol omtales, refererer det generelt til bredden eller diameteren på dugen og ikke til stangens højde.

    En tommelfingerregel, du kan have med i tankerne, når du skal vælge den rigtige størrelse på en parasol, er, at den bør dække et stykke længere ud – omkring 50 cm – på hver side af det område, du gerne vil skabe skygge for. Hvis du f.eks. har et rundt havebord på Ø110 cm, bør du vælge en parasol, der mindst er Ø210 cm i diameter. Derved sikrer du ordentlig skygge og evt. beskyttelse med UV-stråler og let regn for dem, der sidder omkring bordet. Husk på, at dette er en vejledende retningslinje, ikke en fast regel – du afgør naturligvis selv den størrelse, du synes passer bedst til dit rum.

    For at få den perfekte løsning er det også vigtigt at vælge en parasol i en størrelse, der passer til dit uderums størrelse. Selvom tommelfingerreglen ovenfor foreslår en parasol i en vis størrelse til at dække et bestemt område, kan den i realiteten sagtens ende med at være for stor til din terrasse, altan eller have ved at fylde for meget ift. harmonien i området. For at opnå det bedst mulige match skal du altså overveje både parasollens størrelse i forhold til de møbler, du ønsker at skabe skygge for, samt parasollens størrelse i forhold til størrelsen på selve dit uderum.

    Lille parasol i have med tiltfunktion og justerbar højde
    Stor firkantet hængeparasol i råhvid over havebord og havestole

    3. Typer af parasoller  

    Der findes flere forskellige typer parasoller at vælge mellem med alt fra den klassiske parasol til store hængeparasoller med både tilt- og justeringsfunktioner. Derfor kan du også være sikker på at finde én, der passer perfekt til netop dine behov. 

    Den klassiske, opretstående parasol er et glimrende valg til en lille terrasse eller balkon. Denne type parasol har typisk en lige stang lavet af metal eller træ og fås i forskellige farver og størrelser. Hvis dit havebord har et hul i midten, er det sandsynligvis beregnet til at forankre en stående parasol for at give skygge til bordet. Mange stående parasoller har også justerbar højde, da stangen kan forlænges ved behov.

    Hvis dit havebord ikke har et hul i midten, er en parasol med tiltfunktion et godt valg. Selvom denne type parasollen ikke vil være centreret direkte over bordet, giver tiltfunktionen dig mulighed for nøje at kontrollere den skygge, parasollen giver. Denne funktion gør det også muligt at justere parasollen i løbet af dagen for at sikre skygge dagen lang, i takt med at solen bevæger sig over himlen.

    Altanparasollen er et oplagt valg til meget små terrasser eller balkoner, eller hvis du bare foretrækker at få mest muligt ud af en måske begrænset mængde plads. En parasol til altanen eller balkonen kan placeres direkte mod væggen, så den ikke fylder mere end højst nødvendigt.

    Modsat altanparasollen er en hængeparasol et glimrende valg til store terrasser. Selvom den fylder en del mere, kan den lave skygge for betydeligt større område. Placerer du den ved siden af et havebord, giver den uden problemer tilstrækkelig skygge for alle, der sidder omkring bordet. Med muligheden for at tilte, vippe og dreje den hængende parasol får du en stor men yderst fleksibel parasol, der er robust og kan give skygge til et stort område. 

    4. Former og faconer på parasoller  

    Når du skal vælge en parasol til dit udendørsrum, hvad enten det er en have, terrasse eller altan, er der hovedsageligt to forskellige faconer at vælge mellem: firkantet og rund. Firkantede parasoller har typisk et moderne udtryk og udnytter pladsen effektivt, hvilket gør dem ideelle til mindre områder. De giver god skygge, især over firkantede eller rektangulære haveborde, og er derfor perfekte til hyggelige sommerdage ved havebordet. Runde parasoller udstråler typisk en klassisk charme og har et mere traditionelt look. Deres design gør det nemt at dreje dem, så de giver optimal skygge hele dagen.

    5. Materialer til parasoller og deres egenskaber 

    Haveparasoller fås i forskellige materialer, der hver især har sine fordele. Et meget typisk anvendt materiale til parasoldugen er polyester, der både er vedligeholdelsesfrit og holdbart. Nogle polyesterduge er endda UV-resistente og/eller vandtætte. Taler man om parasolstangen, har stænger lavet af træ typisk et traditionelt udtryk, mens metalstænger er mere holdbare og generelt mere fleksible.

    Overvej fordelene ved de enkelte materialer samt deres visuelle udtryk ift. dit uderum – vælg ud fra dine egne præferencer og det specifikke behov, du gerne vil have opfyldt. Husk at tjekke produktspecifikationerne for de parasoller, du finder interessante, så du får et komplet overblik over fordelene og kan stille dem op mod hinanden. Hvis du vil lære mere om de forskellige materialer, der anvendes til havemøbler og -tilbehør, kan du blive klogere i vores omfattende guide til havemøbelmaterialer.

    6. Æstetik og stil  

    Når du vælger en parasol til haven, bør du tænke godt over dine æstetiske præferencer. Haveparasoller fås i mange forskellige farver såsom beige, offwhite eller forskellige nuancer af blå, grå eller grøn, og med forskellige dekorative elementer som fx kvaster, striber, syninger og frynser, der alle sætter deres eget præg på parasollens samlede udtryk. Det er naturligvis helt op til dig at vælge en stil, der komplementerer dit udendørsområde, samtidig med at du prioriterer funktionalitet i forhold til de behov, du ønsker, at din parasol skal opfylde.

    7. Tilbehør til parasoller: Parasolfødder og parasolovertræk  

    Når du skal vælge din parasol, er valget af parasolfod både vigtigt og afgørende. Den skal være tung nok til at sikre stabilitet for parasollen – det er især vigtigt at sikre, at større parasoller med brede duge er forankrede, da de nemt kan vælte i blæst. Der er ingen fast regel om, hvor tung en fod skal være i forhold til parasollens størrelse, men generelt gælder det, at jo tungere jo bedre.

    Parasolfødder fås i forskellige størrelser og vægtklasser. Gå efter at finde en god balance mellem en fod, der ikke er for stor og dominerende ift., hvor meget den fylder i dit uderum, og som samtidig er tung nok til altid at holde parasollen forankret. I vores sortiment finder du parasolfødder i både granit og plastik. Funktionelt set klarer begge typer jobbet med at sikre parasollen helt fint, men visuelt kan de adskille sig – dette kan påvirke parasollens overordnede udtryk.

    Du bør også overveje, om du gerne vil have et parasolovertræk til at beskytte din parasol, når den ikke er i brug. Hvis du ikke har mulighed for at opbevare parasollen i en garage eller et skur, når du ikke skal bruge den, kan et parasolovertræk være en god løsning til at beskytte den mod vind og vejr, så den er klar igen til næste gang. 

    Solsejl: Et alternativ til parasollen

    For dem, der søger et mere permanent skyggefuldt område at gemme sig for solen i, er et solsejl et ideelt og fleksibelt alternativ til en parasol. Den faste placering betyder, at du ikke behøver at bekymre dig om at skulle tage solsejlet frem eller flytte det rundt. Samtidig sikrer solsejlet ensartet skygge hele dagen uden en fod, der optager plads på jorden. Ved at fastgøre den ene side til fx en husmur og den anden til en nærliggende stolpe eller et træ, giver et solsejl stabil og pålidelig skygge. Der findes forskellige varianter, hvor nogle fastgøres ét enkelt sted mens andre fastgøres med to.

    Stort solsejl i hvidt over terrasse med havebord og havestole

    Se vores fulde udvalg af parasoller 

    I vores sortiment finder du et stort udvalg af parasoller og solsejl til både haven, terrassen og altanen. Se flere udvalgte parasoller herunder eller gå på opdagelse i vores webshop.

    Udforsk mere

    Guide: Vælg de rette materialer til dine havemøbler

    Guide: Vælg de rette materialer til dine havemøbler

    Guide: Sådan vælger du det perfekte havebord

    Guide: Sådan vælger du det perfekte havebord

    Guide: Sådan vælger du den rigtige havepavillon

    Guide: Sådan vælger du den rigtige havepavillon

    Sådan vælger du det perfekte loungesæt

    Sådan vælger du det perfekte loungesæt