Dine farvevalg i soveværelset har betydning for din søvn, og du bør derfor vælge farver med omhu. Læs her, hvilke farver, der er bedst til soveværelset.
Start med at overveje dine behov
Dine behov, søvnvaner, selve rummet og måden, du bruger soveværelset på, har afgørende betydning for, hvilke farver du gør bedst i at vælge til dit soveværelse.
I princippet kan du bruge alle farver i soveværelset, men nogle farver er mere velegnede end andre. Derudover spiller det også ind, at nogle mennesker bliver mere påvirket af farver end andre. Det kan også være, at du har en yndlingsfarve, som i teorien ikke er optimal, men som alligevel påvirker dig positivt. Det kan være den rigtige farve for dig.
Skab stemning med farvetoner
Farver kan påvirke stemningen i soveværelset. Vil du skabe en let og luftig stemning, er lyse nuancer og pasteller et hit. Til gengæld kan lyse vægge gøre det til en udfordring at skabe mørke i soveværelset i sommerhalvåret, og det kan betyde at det bliver sværere at falde i søvn.
Ønsker du et soveværelse, der vækker glade følelser, er de gule toner at foretrække. De blå og grønne toner er beroligende farver, der kan virke afslappendef. Er det varme og intimitet du går efter, så sørg for et splash af røde og brunlige toner. Endelig er de helt mørke farver suveræne til at skabe hygge og kan medvirke til at der er mindre lys i rummet – en hjælp, når du vil falde i søvn.
Farverne skal spille sammen
Mere end én farve er godt i soveværelset, da vores hjerner sætter pris på flere forskellige sanseindtryk. Et samspil af lyse og mørke nuancer før sengetid er derfor godt. Med møbler og tilbehør kan du nemt variere soveværelsets farver.
Farverne på dit sengetøj kan let ændres, og det er en god måde at få farver og mønstre ind i soveværelset.
Du kan også nøjes med at male én enkelt væg, så du ikke bliver overstimuleret af en bestemt farve.
Soveværelsets møblement er en vigtig faktor for dit farvevalg. Et stort garderobeskab kan eksempelvis udgøre en stor farveflade. Her kan det være en fordel at tænke i kontraster mellem mørke og lyse farver, så dit sind bliver stimuleret af begge dele. Vælg eksempelvis mørke vægge og et lyst skab eller lyse tæpper og gardiner.
Rummets betydning for farvevalget
Soveværelsets størrelsen og lysindfaldet har stor betydning for, hvilke farver, der fungerer bedst. Er der store vinduer og masser af lys, skal du ikke være bange for mørke farver. Jo større soveværelset er, jo bedre kan det bære de mørke farver. Har du derimod et lille soveværelse eller næsten ingen lys fra vinduer, kan de mørke farver få soveværelset til at virke endnu mindre og mørkere.
Hvad skal du bruge soveværelset til?
Fungerer dit soveværelse også som fx kontor, hobbyrum eller påklædningsrum, er det værd at tage med i dine farveovervejelser, da det betyder flere vågne timer i soveværelset, og dermed større farvepåvirkning.
Hvis soveværelset også er dit arbejdsrum, skal du ikke vælge alt for dunkle farver. Vælg i stedet lyse farver, som du forbinder med noget rart, da de kan være mere behagelige at arbejde i. De mørke farver er derimod oplagt, hvis du primært sover i rummet, da mørke fremmer produktionen af søvnhormonet melatonin kan hjælpe dig til en god nattesøvn.
Gode farver til soveværelset
Vil du skabe de bedste forhold for søvnen, bør du vælge farver, der beroliger sindet. Blå og grøn er rolige nuancer, der virker beroligende og er behagelige for øjnene.
Lilla kan være meget velegnet og give et godt grundlag for søvn. Måske er du ikke helt klar til at male væggen lilla, men du kan forsøge at få de rolige farver ind via gulvtæpper, billeder, sengetøj eller gardiner.