Din kurv

Din kurv er tom

Din kurv

Din kurv er tom

Borddækning: Sådan dækker du et flot bord

Dato:

Kategori: Inspiration

Tags: Borddækning, ideer til borddækning

Dine gæster vil føle sig godt tilpas og velkomne, når du inviterer dem til at sætte sig til rette ved et flot dækket bord. Se hvordan du skaber de bedste rammer om en hyggelig aften eller en god fest. 

Regler for korrekt borddækning

Har du ikke styr på etikette og regler for borddækning, så kan du lære det vigtigste i et snuptag. Start med at placere tallerkenen til hovedretten. Sæt så en mindre tallerken eller skål ovenpå til forretten. Læg en serviet imellem de to tallerkener. Placer bestikket, så du er sikker på, at der er plads til det, uden at det kommer i karambolage med glassene, som placeres til sidst.

Placer bestikket rigtigt

Hovedreglen inden for korrekt borddækning er, at du skal placere bestikket, så gæsten starter udefra og ind mod tallerkenen. Bestikket til den første ret ligger altså altid yderst, og bestikket til hovedretten skal være nærmest tallerkenen.

Kniven skal altid ligge til højre for tallerkenen, og knivens skær skal vende ind mod tallerkenen. Reglen for knivens skær gælder dog ikke smørkniven på sidetallerkenen, da skæret her skal vende væk fra tallerkenen. Dessertske, kagegaffel eller ostekniv placerer du oven for tallerkenen.

Sæt glassene i den rigtige rækkefølge

Det er ofte placeringen af glas, der giver panderynker ved borddækning! Her er reglen for korrekt borddækning enkel: Du starter med det glas, du først skal bruge og sætter det længst mod højre, så gæsten arbejder sig udefra og ind mod tallerkenen. Rækkefølgen bliver dermed vandglas, hvidvinsglas, rødvinsglas og til sidst glas til dessertvin.  Glassene kan stå skråt, som illustreret, eller på en lige linje. Husk at glassene skal skinne og være nypudsede.  

borddæning

Pynt til bordopdækningen

Bordpynt skaber blikfang, og sjove detaljer er med til at give gæsten en god oplevelse. Bordpynt har også den fordel, at det kan skjule de pletter, som uundgåeligt ender på dugen i løbet af middagen. Farver er med til at skabe rød tråd i borddækningen, men hold dig til 2-3 farver. Det giver en flot effekt, hvis du har én farve, som du supplerer med pynt i flere nuancer af samme farve.

Du føler dig måske fristet til at gå all in på pynt, men du kommer faktisk længst med at holde pynten til borddækningen simpel. Husk at pynten ikke må fylde det hele, der skal også være plads til maden på bordet.  

Ideer til borddækning med blomster og lys

Blomster tilfører bordet noget ekstra, men pas på, at de ikke bliver for høje og dominerende - en kæmpe buket står bare i vejen og bliver ofte flyttet. En petit blomsteranretning i små vaser pynter uden at genere. Brug blomster, lys og anden pynt, som er i sæson. Du kan f.eks. plukke grene og blomster fra haven eller finde kogler, blade og andet godt fra naturen i skoven.

Levende lys er uundværlige i borddækningen, da de skaber en hyggelig stemning. Sørg dog for, at lysestager ikke står i vejen for dine gæsters udsyn og mulighed for at tale sammen hen over bordet. 

Dug og servietter

En voksdug er praktisk, men en tekstilvoksdug eller en tekstildug er mere eksklusivt og hyggeligt i borddækningen. Dugen må ikke være for lang. Det skal være, så dine gæster nemt kan få benene ind under bordet. Ca. 20-30 cm dug på hver side af bordet er optimalt.

Servietter er en vigtig del af en flot borddækning. Billige papirservietter holder ikke til en middag med flere retter. Der bør du dække op med en stofserviet eller en kraftig papirserviet. Få gode ideer og hjælp til, hvordan du anretter og folder servietter på Napkinfoldingguide.

Bordkort og plads ved bordet

Hvis bordkort indgår i din borddækning, så sæt dem på rødvinsglasset, da det er det højeste og det sidste glas, som gæster tager i brug. Ønsker du et mere kreativt bordkort, er der inspiration at hente her.  

Sørg for at dine gæster har albuerum, så de kan spise uden at støde albuerne sammen. Beregn mindst 60 cm til hver gæst, eller mere hvis du vil have plads til kaffekopper i borddækningen fra starten.  

Flere ideer til borddækning

Der er et hav af festlige anledninger, hvor vi gerne vil gøre lidt ekstra ud af borddækningen f.eks. jul, fødselsdag, påske, barnedåb, nytår mm. Ønsker du et utraditionelt bord, så søg inspiration på Pinterest eller Instagram. Ligger du selv inde med gode ideer til borddækning, så del dem gerne med os her i kommentarfeltet.


Ida E-business Coordinator
Ida

Hej Susanne,
Tak for din henvendelse.
Det er selvfølgelig rigtigt at man sætter det første glas længst mod højre, som vi også viser på tegningen.
Vi vil rette det i teksten.
Tak for din feedback.
//Ida

Comments