Tre forskellige puder på sengen med gråt sengetøj

Hvornår skal din hovedpude skiftes?

Selvom din hovedpude ligner sig selv og føles, som den plejer, kan den trænge til at blive skiftet ud.

Men hvornår er det så helt præcist, at du skal have en ny hovedpude?

En god tommelfingerregel er, at du skal udskifte din hovedpude efter to år.

Du kan genkende en hovedpude, som trænger til at blive udskiftet, på tre ting:

  • Fasthed: Din hovedpude har mistet sin støttende funktion og føles efterhånden mere slatten end fyldig.
  • Udseende: Din hovedpude har fået skjolder, som ikke er gået væk efter vask. Den hvide hovedpude, du købte, begynder at have en gullig kulør. Sveder du meget om natten, skal din hovedpude formentlig udskiftes oftere end ellers.
  • Slitage: Puden har fået små huller i stoffet, flosser i kanten eller fremstår slidt på anden vis.
Hvor ofte skal du skifte din hovedpude

Det er især fyldigheden, du skal være opmærksom på. En hovedpude uden den nødvendige støtte kan medføre ømhed i nakke og ryg og være årsag til hovedpine.

En hovedpude mister fastheden gradvist. Du mærker ikke nødvendigvis problemet fra den ene dag til den anden. Derfor kan du risikere at vænne dig til en udtjent hovedpude, som ikke længere giver dig den nødvendige støtte.

For en sikkerheds skyld bør du overveje en udskiftning, når du har brugt din hovedpude i to år. Også selvom du ikke umiddelbart kan se eller mærke en tydelig forskel.

Begrænset levetid på hovedpuder

Din hovedpude er udsat for meget mere end eksempelvis din dyne. Både når det drejer sig om slitage og tab af spændstighed og i forhold til husstøvmider. Sidstnævnte kan fremkalde allergiske reaktioner.

Eksempler på ting, der slider på din pude:

  • Du ligger ovenpå hovedpuden og presser den ned
  • Make-up, ansigtscreme og hårprodukter påvirker hovedpuden
  • Du ligger med vådt hår på din hovedpude
  • Du sveder, og hovedpuden absorberer sveden

Hvis du ikke udskifter din hovedpude i tide, risikerer du, at hovedpuden mister sin fasthed. En udtjent hovedpude kan medføre smerte i din nakke og ryg, fordi du mangler støtte til at opretholde en optimal sovestilling i løbet af natten.

Læs også: Hvilken hovedpude skal jeg vælge? Den ultimative guide

Hvilke faktorer afgør, hvor længe din hovedpude holder?

Uanset kvaliteten af din hovedpude må du regne med, at hovedpudens levetid maksimalt er to-tre år. Den billigste hovedpude kan kræve udskiftning tidligere end en dyrere model.

Lad os se nærmere på, hvilken betydning din hovedpudes unikke egenskaber har for holdbarheden:

  • Højde: Hvis du har brug for en høj hovedpude med masser af støtte og fylde, bør du være ekstra opmærksom på kvaliteten. Det skyldes ikke mindst hovedpudens holdbarhed. Når du køber en høj hovedpude til en lavere pris, er puden fyldt med materiale af lavere kvalitet. Spændstigheden og levetiden på billige fibre er typisk i den lave ende af skalaen.
     
  • Fyld: Der er ikke én type fyld, som per definition er mere holdbar end andre typer fyld. Holdbarheden handler til gengæld om fyldets kvalitet. Når du køber en hovedpude i højere kvalitet, er den fyldt med materialer, som kan bevare spændstigheden og dermed støtten i længere tid end billigere modeller.
      
  • Kvalitet: Jo mere du betaler for din hovedpude, jo højere kvalitet får du i fyld og bolster (dvs. det materiale, der omslutter hovedpudens fyld). En af de fordele, du opnår ved højere kvalitet, er materialets holdbarhed. Kvaliteten har derfor stor betydning for holdbarheden.

Hvordan forlænger du hovedpudens holdbarhed?

Der er heldigvis meget, du kan gøre for at forbedre fyldigheden og friskheden gennem hovedpudens samlede levetid:

  • Luft din pude: Din hovedpude skal have frisk luft. Helst hver dag.
     
  • Ryst din hovedpude hver dag: På den måde styrker du hovedpudens fylde og spændstighed. Du skal til gengæld ikke støvsuge eller banke hovedpuden, da det kan beskadige fyldet.
     
  • Giv den en tur i tørretumbleren: Hvis du tumbler din hovedpude i et par timer - eventuelt sammen med et par tennisbolde - bliver fyldet slået rundt, så det genvinder sin oprindelige fylde.
     
  • Vær varsom med sengetæppet: Mange lægger et sengetæppe hen over dyne og pude stort set lige efter, de er stået ud af sengen. Hvis din hovedpude er en smule fugtig efter natten, skal den helst have luft for at kunne tørre, så der ikke udvikles skimmelsvamp.
     
  • Vask din hovedpude: Du bør vaske din hovedpude to til fire gange om året ved 60 grader, så husstøvmider og skimmelsvamp bliver udryddet. Dun og fjer klumper sammen over tid, men ved vask bliver fyldet fordelt på ny. Husk altid at læse vaskeanvisningerne på puden. 

Når du har vasket din hovedpude, er det vigtigt, at hovedpuden bliver helt tør, før du tager den i brug. Det kan være svært at vurdere, om hovedpuden er helt tør, så her følger et praktisk lille fif: Vej din hovedpude - eksempelvis på køkkenvægten - inden du vasker den. Så ved du præcis, hvor meget hovedpuden skal veje efter vask, og hvornår den er helt tømt for vand.

Udforsk mere

Hvordan vælger du en god hovedpude til nakkeproblemer?

Hvordan vælger du en god hovedpude til nakkeproblemer?

TEMPRAKON hjælper dig med at få en bedre søvn

TEMPRAKON hjælper dig med at få en bedre søvn

Dyne og pude med plantebaseret tekstil

Dyne og pude med plantebaseret tekstil

Hvilken hovedpude skal jeg vælge? Den ultimative guide

Hvilken hovedpude skal jeg vælge? Den ultimative guide