Sådan stryger du skjorten perfekt
At stryge skjorter kan være både kedeligt og besværligt. Følg vores strygeguide herunder, der gør det muligt for dig at stryge din skjorte korrekt. Vi garanterer dig, at det bliver både nemmere og hurtigere for dig at stryge dine skjorter.
6 steps til at stryge din skjorte
Strygning handler om vaner. Det er derfor individuelt, hvilken rækkefølge du foretrækker at stryge din skjorte i. Følg 6 nedenstående steps til, hvordan du stryger din skjorte på en både nem og enkel måde. Du kan eventuelt bytte rundt på nogle af stepsene, hvis du ved, at en anden rækkefølge fungerer bedre for dig:
- Step 1: Følg altid strygeanvisningen
- Step 2: Fold kraven ned og stryg på ydersiden
- Step 3: Stryg skjortens forside grundigt
- Step 4: Stryg ærmet fra syning til syning
- Step 5: Stryg skjortens bagside til sidst
- Step 6: Hæng skjorten korrekt på bøjlen
Step 1: Følg altid strygeanvisningen
Det er vigtigt, at du følger strygeanvisningen i skjorten grundigt, da du ellers risikerer, at du ødelægger skjorten. Nogle materialer kan tåle en høj strygetemperatur, hvorimod andre materialer som eksempelvis silke og akryl er mere følsomme over for de varme temperaturer.
Er du i tvivl om, hvilken temperatur du kan stryge din skjorte ved, kan du henvende dig der, hvor du har købt skjorten og følge deres anbefalinger.
Step 2: Fold kraven ned og stryg på ydersiden
Når du går i gang med at stryge, skal du starte med at folde kraven fladt ud på strygebrættet og stryge med bagsiden opad. Bagefter folder du kraven ned og stryger den på ydersiden. Stryg fra den ene kravespids til den anden. Det sikrer, at kraven får et naturligt fold.
Step 3: Stryg skjortens forside grundigt
Herefter stryger du forsiden på skjorten. Læg den ene forside fladt på enden af strygebrættet og sørg for, at du kommer ind imellem knapperne på skjorten. Du skal ikke stryge selve knapperne. Gør efterfølgende det samme med den anden forside. Brug gerne ekstra tid på forsiden, da det er forsiden af skjorten, der er mest synlig, og det er derfor vigtigt, at den er strøget helt glat.
Step 4: Stryg ærmet fra syning til syning
Bagefter stryger du ærmerne. Vær opmærksom på at ærmet ikke får folder. Stryg i korte bevægelser fra syning til syning. På den måde er du sikker på, at du får strøget hele ærmet. Vend derefter ærmet om og gør det samme på den anden side.
Step 5: Stryg skjortens bagside til sidst
Afslutningsvist stryger du bagsiden af skjorten. Læg skjorten så den øverste del af ryggen og skulderpartiet ligger fladt på strygebrættet. Derefter stryger du langsomt oppe fra og ned.
Step 6: Hæng skjorten korrekt på bøjlen
Når du er færdig med at stryge din skjorte, skal du hænge skjorten på en bøjle, da den ellers risikerer at blive krøllet i løbet af nul komma fem. Sørg for at skuldrene på skjorten hænger lige. På den måde undgår du, at skjorten bliver krøllet eller får folder på skuldrene, og derfor skal stryges igen.
Gør strygningen endnu lettere med dette simple trick
Når du skal stryge skjorter må stoffet gerne være lidt fugtigt. Det hjælper med at gøre fibrene i materialet mere smidigt, hvilket gør det lettere for dig at stryge skjorten. Derudover er det en god idé, at du starter med at stryge de skjorter, som tåler den mindste temperatur. Derved undgår du at ødelægge din skjorte på grund af for høj varme.