Indretningen af dit hjemmekontor har stor betydning for din effektivitet og kreativitet. Få gode idéer til, hvordan du giver din kontorindretning et nyt look. Ofte er det små ting, der skal til for at skabe den perfekte indretning af hjemmekontoret.
Har du valgt det rette rum?
Før du går i gang med at give dit hjemmekontor en makeover, kan det være en god idé, at du lige overvejer, om du fortsat ønsker, at hjemmekontoret skal være i det samme rum, eller om kontoret i stedet skal være i stuen.
Giv kontoret et personligt touch
En personlig indretning af dit hjemmekontor giver rummet liv og sjæl, og det kan være med til at løfte arbejdsoplevelsen. Indret derfor dit hjemmekontor med dine yndlingsfarver, flotte tæpper og eventuelt en lækker lænestol, som giver optimale betingelser for omtanke og fordybelse.
Du kan også hænge billeder eller andre utraditionelle vægdekorationer op på væggene. Der er ikke noget facit for den bedste indretning af hjemmekontoret. Få det optimale resultat ved at skabe sammenhæng mellem indretningen af dit hjemmekontor og indretningen i resten af din bolig.
Vælg et skrivebord i en ny farve
Skrivebordet er et dominerende møbel i kontorindretningen. Det er derfor vigtigt, at du vælger et skrivebord, som harmonerer med din smag, og som skaber en rød tråd med resten af indretningen af din bolig.
Et skrivebord i en lys farve giver mere lethed til dine rum, og det fremstår ikke nær så tydeligt i rummet. Et mørkt skrivebord giver et mere markant look, og det kan skabe kontrast til de lyse nuancer, som ofte dominerer hjemmekontorets indretning.
Vælg en kontorstol, der matcher din personlige smag
Kontorstolen har stor betydning for rummets helhedsudtryk. Indret derfor dit hjemmekontor med en flot kontorstol, der matcher din personlige smag. Det er samtidig vigtigt, at du tager højde for dine behov i forhold til komfort og funktion.
Alt efter dine præferencer kan du vælge en kontorstol med høj ryg, der giver støtte til hele din ryg og nakke eller en med lav ryg. En kontorstol med lav ryg opretholder stadig balancen i din krop og er nemmere at indrette hjemmekontoret med. Derudover bør du tage stilling til, om du ønsker en kontorstol med eller uden armlæn.
Sørg for tilstrækkelig opbevaringsplads
Papirer og andre ting, der ligger og flyder over alt, kan hurtigt forvandle hjemmekontoret til et uoverskueligt rum, hvor du ikke kan finde hoved og hale i dine ting. Du skal derfor sørge for at indrette hjemmekontoret med smarte opbevaringsløsninger, som hjælper med at holde orden i dine ting.
Investér eksempelvis i et skrivebord med skuffer eller svævehylder til at placere ekstra skriveredskaber på eller kurve til at opbevare dokumenter i. På den måde ved du altid, hvor dine ting er.
Giv dig selv en god udsigt fra skrivebordet
Der er ikke noget, der kvæler kreativitet og produktivitet, som at sidde og kigge ind i en bar væg. Når du indretter dit hjemmekontor, bør du derfor forsøge at placere skrivebordet foran et vindue. Det giver dig mere naturligt lys ved din arbejdsstation, mens du slipper for, at solen skinner direkte på din skærm.
Husk den gode belysning
En anden vigtig faktor ved kontorindretningen er lyskilder. Uden tilstrækkeligt lys skal du anstrenge dine øjne. Sørg for at have flere lyskilder i dit hjemmekontor, og anskaf dig eventuelt en bordlampe, der kan give koncentreret lys, når du har brug for det. Ved at indrette dit hjemmekontor med flere lyskilder har du mulighed for at justere belysningen alt efter behov.
Hvad er dine bedste tip til et hyggeligt hjemmekontor, hvor man samtidig kan være effektiv? Del dem med os i kommentarerne nedenfor.