Din kurv

Din kurv er tom

Din kurv

Din kurv er tom

Hvad er søvnapnø?

Dato:

Kategori: Søvnråd

Tags: Søvn, Søvnapnø, Sove

Den gode nattesøvn er vigtig for vores sundhed, humør og generelle velbefindende. Hos de mange mennesker verden over, som lider af søvnapnø og ikke er i behandling, bliver nattesøvnen til et decideret sundhedsskadeligt problem.

Søvnapnø

Søvnapnø bliver defineret som vejrtrækningspauser i minimum 10 sekunder under søvnen. Vejrtrækningspauserne varer som oftest et sted imellem 15-60 sekunder, og antallet af disse varierer, og der kan således være utallige episoder i løbet af natten.

OSAS, som betyder obstruktiv søvnapnø-syndrom, er den mest typiske form for søvnapnø. Hos mennesker, der lider af syndromet, fungerer vejrtrækningen normalt, men svælg og næse blokerer for, at luften kan komme helt ned i lungerne.

En mere sjælden form for søvnapnø er central søvnapnø. Her er der overhovedet ingen vejrtrækning.

Folk med søvnapnø oplever ringe søvnkvalitet, der forårsager umådelig træthed, og du vil ikke føle dig udhvilet om morgenen, når du vågner. Dette skyldes, at sygdommen forringer den dybe søvn og REM-søvnen. Læs mere om søvnstadierne her.

Symptomerne på søvnapnø

Ikke alle opdager, at de har søvnapnø, og du kan derfor opleve at have haft sygdommen i flere år uden selv at vide det.

Et af de hyppigste symptomer på søvnapnø er kraftig snorken. Det betyder dog ikke, at alle, der snorker, har sygdommen. Hvis du sover med andre, vil de sikkert sige, at du snorker meget højt og sover uroligt. Mennesker med søvnapnø vil opleve at vågne flere gange i løbet af natten, og de vil også kunne opleve at vågne med hjertebanken og kvælningsfornemmelse, og ikke mindst badet i sved.

Er søvnapnø farlig?

Ja, søvnapnø er ikke sundt, og syndromet kræver derfor behandling. Både fordi sygdommen kan medføre en øget risiko for hjerte- og karsygdomme og andre livsstilsbetingede sygdomme som fx diabetes. Herudover er det også sundhedsskadeligt, i og med at søvnapnø forhindrer dig i at få en ordentlig nattesøvn, som er helt essentielt for dit velbefindende og din sundhed.

Hvordan behandler man søvnapnø?

Det er ofte overvægtige personer, som lider af søvnapnø. Derfor vil et vægttab i nogle tilfælde kunne reducere anfaldene.

Den bedste behandlingsform er at sove med en CPAP-maske (Continuous Positive Airway Pressure) på om natten. Der er tale om et apparat, som producerer luft ved et højt tryk, og som hermed skal hjælpe personer med søvnapnø med at trække vejret. Du sover med en maske på over næsen, og masken forbindes via en slange til en maskine.

Ofte kan du også minimere anfaldene ved at mindske indtagelse af alkohol og eventuel brug af medicin.


Kilder: 
http://www.nhlbi.nih.gov/health/health-topics/topics/sleepapnea
http://www.mayoclinic.org/diseases-conditions/sleep-apnea/basics/definition/con-20020286
http://www.medicinenet.com/sleep_apnea/article.htm