Når du leder efter en ny madras, er en af dens vigtigste egenskaber dens fasthed. At vælge den rette fasthed på en madras er afgørende, hvis du ønsker en madras, der både er komfortabel og støttende.
Men hvad er den rigtige madrasfasthed for dig?
Hos JYSK opdeler vi vores madrasser i fire forskellige kategorier: blød, medium fast, fast og meget fast.
Det er meget individuelt, hvilken fasthedsgrad du foretrækker, og hvad der passer til din kropstype. Du kan dog bruge din vægt som en tommelfingerregel:
En blød madras er det rette match, hvis du vejer 70 kilo eller derunder
En medium fast madras er det rette match, hvis du vejer mellem 70 og 85 kilo
En fast madras er det rette match, hvis du vejer mellem 85 og 95 kilo
En meget fast madras er det rette match, hvis du vejer mere end 95 kilo
Hvorfor betyder fastheden noget?
Når du ligger på siden på en madras, skal din nakke og rygsøjle være i en lige linje.
Det betyder, at din madras skal give din nakke, ryg og lænd tilpas støtte – men ikke for meget.
Samtidig skal den lade dine skuldre og hofter synke ned, når du ligger på siden – men igen: ikke for meget.
Hvis du vejer 70 kilo og ligger på en fast eller meget fast madras, som ikke lader din krop synke ned i den, vil dine hofter og skuldre få din rygsøjle til at bue på en uhensigtsmæssig måde.
Hvis du derimod ligger på en blød madras, vil den lade hofter og skuldre synke længere ned, så din rygsøjle holdes lige.
Hvis du vejer 95 kilo og ligger på ryggen på en blød madras, vil den lade dig synke for langt ned og lade din rygsøjle svaje. Ligger du på en meget fast madras, vil den give dig den rette støtte til ryggen.
Komfortzoner, komfortlag og profilering
At bruge din vægt til at bestemme den rette fasthedsgrad for din nye madras er ikke altid tilstrækkeligt. Der er andre faktorer, der også er vigtige at overveje. For eksempel er en skummadras god til at forme sig efter din krop, hvilket kan give en følelse af at synke ned i den.
Nogle madrasser har komfortzoner, der er designet til at give særlig støtte til forskellige dele af kroppen, såsom hoved, skuldre, lænd, hofter og ben. Zonerne varierer i fasthed for eksempelvis at give ekstra lændestøtte eller en dybere skulderzone. Ved at skabe målrettet støtte i bestemte områder hjælper komfortzoner med at forbedre den samlede komfort, fremme en sund sovestilling og reducere trykpunkter.
Andre madrasser har op til fem komfortlag, som bestemmer madrassens dybdefølelse. Et komfortlag er grundlæggende et lag af en specifik skumtype med særlige egenskaber. For eksempel former AIR memory-foam sig præcist efter din krop, lader dig synke behageligt ned i madrassen og fordeler vægten jævnt, hvilket hjælper med at aflaste muskler og led. Et komfortlag bestående af latex giver derimod en mere elastisk fornemmelse. I kombination skaber de to skumtyper en målrettet støtte.
Hos JYSK finder du madrasser med en kombination af komfortzoner og komfortlag. Kombinationen af disse to elementer påvirker, hvor godt du synker ned i madrassen og i sidste ende, hvor godt du sover.
Komfortzoner og komfortlag er særligt vigtige, når det handler om at finde en madras, der passer til din sovestilling. Når vi taler om sovestilling, refererer vi til den position, du ligger i, idet du falder i søvn. Som tommelfingerregel bør du, hvis du falder i søvn på siden, vælge en madras, der giver plads til, at dine skuldre og hofter kan synke ned. Hvis du falder i søvn på ryggen, bør du vælge en madras, der giver målrettet støtte til lænderegionen. Med den rette fasthed og madraskonstruktion vil du være ligge bedre, og forbedre chancen for at falde hurtigt i søvn og vågne veludhvilet.
Materialer
Materialerne og opbygningen af en madras har også stor indflydelse på, hvordan den føles, og hvilket komfortniveau den tilbyder. Forskelle i konstruktionen af både senge og madrasser kan betyde, at de opleves som enten fastere eller blødere, end man måske forventer. For eksempel kan der være forskelle i, hvordan forskellige skumtyper føles: Nogle tilpasser sig hurtigere til kroppen, mens andre tager lidt længere tid. Dette kan, sammen med andre faktorer, påvirke din oplevelse af madrassens fasthed Ligeledes kan forskellige typer fjedre give meget forskellige former for støtte og komfort.
For eksempel bevæger pocketfjedre sig uafhængigt af hinanden, hvilket skaber flere komfortzoner og giver kroppen støtte og dyb komfort. Bonellfjedre derimod giver ikke den samme dybdegående og målrettede støtte som pocketfjedre. Derfor har valget af fjedre en væsentlig betydning for, hvordan madrassen føles og hvor fast den opleves.
Effekten af en topmadras
Topmadrasser er ikke opdelt i fasthedsgrader på samme måde som springmadrasser, boxmadrasser eller skummadrasser. Alligevel kan en topmadras ændre komfortoplevelsen markant, når den lægges oven på en almindelig madras. Hvis du har en meget fast madras, kan du gøre oplevelsen blødere med den rette topmadras – og omvendt kan du give en blød madras en fastere fornemmelse.
Hvis du vil vide mere om, hvilken madras der er den rigtige for dig, kan du læse flere af vores guider eller besøge din lokale JYSK butik. Her kan du afprøve forskellige muligheder og få vejledning til at vælge det rette match baseret på din sovestilling og dine personlige præferencer.


