Købmanden. Sådan lyder den officielle – og uformelle – titel på Lars Larsen, der tilbage i 1979 grundlagde virksomheden, som i dag kendes som JYSK.

Godt købmandskab har fra begyndelsen været grundstenen i Lars Larsens virke. Det gode købmandskab ligger også til grund for den succes og udbredelse, som JYSK har opnået som international boligkæde med tilhørende onlineforretning.

I Danmark var Lars Larsen en af landets mest kendte og driftige forretningsfolk. Det skyldes ikke mindst, at han helt fra JYSKs spæde begyndelse selv medvirkede i et utal af reklamer til landsdækkende tv, hvor han var kendt for altid at give kunderne et godt tilbud.

Gennem årene blev Lars Larsen hædret for sin indsats for dansk erhvervsliv og Danmark generelt. I 2009 blev han af Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. tildelt Ridderkorset af Dannebrogsordenen for sin indsats for dansk erhvervsliv, og i 2017 blev han ophøjet til Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen. I 2018 modtog han desuden Den Berlingske Fonds Hæderspris, som gives til personer, der har gjort en særlig indsats for Danmark.

Foruden JYSK ejer familien bag Lars Larsen Group en række andre virksomheder, som bl.a. beskæftiger sig med interiør, restauration og golf.

I 2004 udgav Lars Larsen sin selvbiografi, hvor man kan læse meget mere om hans liv og karriere. Selvbiografien blev ved udgivelsen omdelt til samtlige danske husstande og er i øvrigt oversat til en lang række sprog.

Lars Larsen sov stille ind i sit hjem i august 2019 omgivet af sin nærmeste familie.

Du kan læse Lars Larsens selvbiografi her:

Go'daw jeg hedder Lars Larsen