Den 23. juni er det Sankt Hans aften i Danmark, og det fejrer vi over hele landet i parker og på strande med Sankt Hans bål, sang og taler. Midsommerfesten er en af de ældste fejringer, der findes i Europa. Det er oprindeligt en hedensk tradition – en markering af sommersolhvervet den 21. juni. Det er en hyldest til solen og lyset og samtidig en påmindelse om, at sommeren nu er på sit højeste, og at dagenes længde vil aftage og mørket trænge sig på.
Midsommeren fejres i mange lande med store bål, som tændes ved solnedgang, og der festes med sang og dans. En vigtig del af traditionen er at holde picnic sammen med venner og familie. Det er som om, der er noget helt universelt og samtidig ganske magisk ved at fejre solen, lyset og frugtbarheden.
Havefester med stemning af sommer
Fejringen af midsommer har en helt særlig magi over sig – og hvorfor ikke prøve at skabe den særlige stemning flere gange i løbet af sommeren?
Sommerfester har en evne til at skabe god stemning og højt humør. Invitér familie og venner til havefest, tænd grillen, pynt op i haven med lys og lanterner. Sørg for lækre velkomstdrinks, gerne noget let og frugtigt.
En pavillon er også en god idé at sætte op til havefesten. Det giver en hyggelig stemning, den skygger for solen, hvis det er for varmt, og I kan komme i ly for aftendug og sommerregn, hvis det bliver nødvendigt.
Mad til din havefest
Hvis ikke budgettet er til at købe store røde bøffer og grillpølser til alle dine gæster, kan du i stedet lave nogle forskellige salater, købe grøntsager til grillen, for eksempel majs og squash, og bede dine gæster om selv at tage kød med. Dermed får alle også det, de bedst kan lide.
Hvorfor holder vi Sankt Hans aften i Danmark?
På mange danske Sankt Hans bål er der placeret en heksefigur, som bliver brændt af. Sankt Hans bålets funktion har oprindeligt været at fejre lyset og skræmme de onde ånder væk, og det har ikke noget med hekseafbrænding at gøre.
Den danske midsommerfest er en af de fester, der er blevet overtaget af kristendommen. Sankt Hans er det danske navn for Johannes Døberen, der havde fødselsdag den 24. juni. Det er en gammel nordisk tradition at fejre begivenheder aftenen før selve dagen. Derfor holder vi i Danmark Sankt Hans aften den 23. juni, som en fejring af Johannes Døberen og midsommeren.
Når vi Sankt Hans aften skal ud og se Sankt Hans bål, sidder vi tit på græs eller sand, og det kan godt være lidt køligt. En god idé kan være at medbringe havehynder til at sidde på og tæpper til at tage over sig, så man kan holde varmen i sommernatten.
Midsommerfester og børn
De fleste børn elsker at være ude, især når de voksne også er det, og endnu mere, hvis der er planlagt sjove aktiviteter. Og det behøver ikke kræve ret meget mere end en bold, et badebassin eller nogle sæbebobler, som er perfekt havelegetøj.
Hvad enten du er gæst eller selv planlægger at holde en havefest, er det en god idé at sørge for, at der er noget sjovt at lave for børnene. De fleste voksne synes også, det er sjovt med en gang petanque eller måske en spontan vandkamp med vandgeværer.
Kilder
http://www.accreditedlanguage.com/blog/midsummer-celebrations/
https://edition.cnn.com/2013/06/20/world/strange-silly-summer-traditions/
https://www.schooloftheseasons.com/midsummer.html