Din kurv

Din kurv er tom

Din kurv

Din kurv er tom
Væggelus

Væggelus: Hvordan undgår du dem, og hvordan slipper du af med dem

Dato:

Kategori: Soveværelse

Tags: Væggelus, Hoteller, Ferie

Bed bug, væggelus eller sengelus er betegnelser på den blodsugende tæge, som et stigende antal danskere har været uheldige at få med hjem fra et hotelophold. Mødet med væggelus kan være meget pinefuldt, da lusens yndlingsbeskæftigelse er at suge blod fra mennesker.  Det efterlader små røde bid, der efterfølgende kan hæve og klø voldsomt. Alvoren går hurtigt op for dem, der har haft besøg af det blodsugende insekt, der er at betragte som et skadedyr, som hurtigt kan formere sig til en hel koloni og er vanskelig at slippe af med.

Væggelusen er en flad tæge uden vinger med et billeagtigt udseende. Den er rødbrun og bliver tykkere, jo mere blod den suger. Den måler fra 1 mm og op til 1 cm i længden. Væggelusen er et lyssky nattedyr, som går på rov, når vi sover. Den tiltrækkes af vores kropsvarme og åndedræt, og den angriber de kropsdele, der stikker uden for dynen. Således holder den til, hvor vi sover. Om dagen gemmer den sig i sprækker og revner tæt ved sengen, som er et slaraffenland for væggelus. 

Undgå at få væggelus

Du kan være så uheldig at få væggelus efter at have prøvet tøj i en butik eller efter en taxitur. Størst er sandsynligheden dog for, at du får væggelus efter et hotelophold, hvor sengen har været invaderet af de ubudne gæster. Væggelus skelner ikke mellem dyre og billige hoteller, og du kan derfor aldrig helgardere dig. Men med lidt kendskab til utøjet er der større sandsynlighed for at undgå dem.

Med disse forholdsregler kan du undgå væggelus, når du tjekker ind på hotelværelset:

  • Vent med at pakke ud, til du har undersøgt sengeområdet for spor af væggelus. De kan være svære at spotte, da de gemmer sig for lys, men de efterlader afslørende spor, der skal få dine advarselslamper til at blinke og resultere i et værelse- eller hotelskifte.
  • Led efter små blodpletter på madrassen og langs hovedgærdet. Tjek madrassømmen for små hvide æg og små sorte ekskrementpletter, som også er et tegn på sengelusens tilstedeværelse.
  • Undersøg også lænestole og gardiner for spor.
  • Placer din kuffert væk fra sengen, og sæt ikke dine ting direkte på gulvtæppet. Derved er der mindre risiko for, at eventuelle væggelus finder vej til dine ting.

Kufferten bærer væggelus ind i hjemmet

Flere oplever, at væggelus sniger sig med ind i hjemmet via kufferter, tøj eller brugte møbler. Det er lettere at slippe af med væggelus på ferien, end hvis de følger med dig hjem og invaderer din seng. Sørg derfor for at ryste dem af dig, inden du træder ind ad døren derhjemme.

Her er det bedste råd at pakke ud udenfor og støvsuge kufferten, inden den bliver sat på plads. Vask alt, hvad der kan vaskes og frys resten i minimum to døgn. Væggelus tåler nemlig ikke temperaturer over 50 grader eller under 18 minusgrader.  

Bekæmp væggelus i hjemmet

Det er meget vanskeligt at bekæmpe væggelus, men det kan lade sig gøre. Det er dog ikke noget gør-det-selv projekt, da væggelus efterhånden er resistente over for det meste gift og kan overleve et helt år uden blod, når de opholder sig ved stuetemperatur. Det kan derfor være svært at vide, om du er sluppet af med de små kryb, eller om de bare holder spisepause. Væggelus sætter desuden duftspor, som leder deres venner til soveværelset. Søg derfor altid professionel hjælp til at udrydde de blodsugende tæger.

Det du selv kan gøre, er at identificere problemet. Væggelus skyldes ikke dårlig hygiejne, men det hjælper at gøre grundigt rent og rydde op, så der er færre gemmesteder. Det kan være nødvendigt at smide møbler ud eller skille dem ad, da den lille væggelus gemmer sig i mørke kroge – og endda bag tapetfolder og stikkontakter. Vask eller frys alle tekstiler: Sengetøj, tæpper, gardiner, tøj mm.

YouTube vrimler det med velmenende råd om, hvordan du slipper af med væggelus, men de slår sjældent til. Videoerne kan dog være med til at give dig et indblik i den vanskelige proces. Grundighed er nøgleordet, og derfor skal de professionelle tage over, når du har gjort dit. Hvis blot en enkelt væggelus eller æg har gemt sig i sofaen eller i en taske, skal bekæmpelsen starte forfra!