Bed bug, væggelus eller sengelus er betegnelser på den blodsugende tæge, som et stigende antal danskere har været uheldige at få med hjem fra et hotelophold. Mødet med væggelus kan være meget pinefuldt, da lusens yndlingsbeskæftigelse er at suge blod fra mennesker. Det efterlader små røde bid, der efterfølgende kan hæve og klø voldsomt.
Alvoren går hurtigt op for dem, der har haft besøg af det blodsugende insekt. Det er at betragte som et skadedyr, det formerer sig hurtigt til en hel koloni, og det er vanskeligt at slippe af med.
Hvad er væggelus?
Væggelusen er en flad tæge uden vinger med et billeagtigt udseende. Den er rødbrun og bliver tykkere, jo mere blod den suger. Den måler fra 1 mm og op til 1 cm i længden. Væggelusen er et lyssky nattedyr, som går på rov, når vi sover. Den tiltrækkes af vores kropsvarme og åndedræt, og den angriber de kropsdele, der stikker uden for dynen. Således holder den til, hvor vi sover. Om dagen gemmer den sig i sprækker og revner tæt ved sengen, som er et slaraffenland for væggelus.
Sådan slipper du af med væggelus i tøj og hjemmet
Dét du først og fremmest selv kan gøre, er at identificere problemet. Derudover er der også ting, du kan gøre for at afhjælpe problemet:
- Væggelus skyldes ikke dårlig hygiejne, men det hjælper at gøre grundigt rent og rydde op, så der er færre gemmesteder.
- Vask eller frys alle tekstiler: Sengetøj, tæpper, gardiner og tøj. Væggelus trives ikke i høje og lave temperaturer. Den bedste måde at bekæmpe lusen er ved fryse tøj og sengetøj i over to døgn.
- Det kan være nødvendigt at smide møbler ud eller skille dem ad, da den lille væggelus gemmer sig i mørke kroge – og endda bag tapetfolder og stikkontakter.
Det er meget vanskeligt at bekæmpe væggelus, men det kan lade sig gøre. Det er dog ikke et gør-det-selv projekt, da væggelus efterhånden er resistente over for det meste gift og kan overleve et helt år uden blod, når de opholder sig ved stuetemperatur. Det kan derfor være svært at vide, om du er sluppet af med de små kryb, eller om de bare holder spisepause. Væggelus sætter desuden duftspor, som leder deres venner til soveværelset. Søg derfor altid professionel hjælp til at udrydde de blodsugende tæger.
Grundighed er nøgleordet, og derfor skal de professionelle tage over, når du har gjort dit. Hvis blot en enkelt væggelus eller æg har gemt sig i sofaen eller i en taske, skal bekæmpelsen starte forfra!
Sådan undgår du væggelus
Du kan være så uheldig at få væggelus efter at have prøvet tøj i en butik eller efter en taxitur. Størst er sandsynligheden dog for, at du får væggelus efter et hotelophold, hvor sengen har været invaderet af de ubudne gæster. Væggelus skelner ikke mellem dyre og billige hoteller, og du kan derfor aldrig helgardere dig. Men med lidt kendskab til utøjet er der større sandsynlighed for at undgå dem.
Med disse forholdsregler kan du undgå væggelus, når du tjekker ind på hotelværelset:
- Vent med at pakke ud, til du har undersøgt sengeområdet for spor af væggelus. De kan være svære at spotte, da de gemmer sig for lys, men de efterlader afslørende spor, der skal få dine advarselslamper til at blinke og resultere i et værelse- eller hotelskifte.
- Led efter små blodpletter på madrassen og langs hovedgærdet. Tjek madrassømmen for små hvide æg og små sorte ekskrementpletter, som også er et tegn på sengelusens tilstedeværelse.
- Undersøg også lænestole og gardiner for spor.
- Placer din kuffert på afstand af sengen, og sæt ikke dine ting direkte på gulvtæppet. Dermed er der mindre risiko for, at eventuelle væggelus finder vej til dine ting.