Click & Collect

Prissikkerhed

Nem bytteservice

Sådan vedligeholder du dine havemøbler i træ

Havemøbler i træ kræver vedligeholdelse for at klare vind og vejr. Med effektiv rengøring og oliebehandling sikrer du at de holder mange sæsoner.

Undgå at dine havemøbler bliver misfarvede og grimme. Fra naturens side kræver havemøbler i træ og hårdttræ, at du plejer og vedligeholder dem. Hvis du ikke vedligeholder dine møbler, risikerer du at de revner og udtørrer.

Giv dine havemøbler træolie

2-3 gange i løbet af foråret/sommeren skal du behandle dine havemøbler med træolie for, at de ikke revner og udtørrer. Er de udsat for stærkt sollys, bør du give olie flere gange. Brug en olie, f.eks. JUTLANDIA Care Hardwood Sealer Oil, der er specielt velegnet til træ. 

Rengør dine havemøbler med trærens

Inden du oliebehandler dine havemøbler bør alle overflader gøres omhyggeligt rent med trærens. Brug en stiv børste eller en højtryksrenser. Du undgår dermed mug og svampeangreb, der kan være med til at misfarve og beskadige møblerne. Inden du giver olie skal de være helt tørre.

Sådan klarer du mug og svampeangreb

Selv om du jævnligt behandler og plejer dine havemøbler i træ med olie, kan der opstå mug og svampeangreb. Det ses oftest ved, at dele af møblerne bliver mørke og i visse tilfælde næsten sorte.

Du kan som regel afhjælpe problemet på følgende måde: 

  1. Vask dine havemøbler grundigt med trærens. Vi anbefaler, at du bruger JUTLANDIA Care træfrisker. Følg anvisningen på emballagen. Er møblerne stadig snavsede, så gentag proceduren.
     
  2. Er dine havemøbler stadig mørke efter, at du har vasket dem med trærens, kan du lave en stærk flydende kloropløsning. Afvask de angrebne steder med kloropløsningen og skyl grundigt efter med vand.
     
  3. Virker klorbehandlingen heller ikke, er der kun sandpapir og knofedt tilbage. De angrebne steder pudses, indtil du når ned til friskt træ. Du kan også benytte en højtryksrenser. Uanset hvilken af måderne du benytter, anbefaler vi altid, at du efterbehandler med den type olie, der er beregnet til den pågældende træsort.

Meldug fjernes med klud eller børste

Meldug er en uskadelig svampeart, der viser sig som tørt hvidt støv – som regel på de tykkeste dele af møblerne. Meldug opstår ofte i forbindelse med transporten til Europa, hvor store temperatursvingninger og en høj luftfugtighed giver ideelle betingelser for melduggen.

Tør melduggen af med en klud eller en børste. Efterbehandling kræves normalt ikke, men en omgang træolie er en god idé.

Vindvridning, skævhed og efterspænding

Træ er et naturprodukt, der hele tiden arbejder. Det betyder, at havemøbler i træ reagerer på forskelligt slags vejr. Der kan opstå revner (”vindridser”) og skævheder, som skyldes spændinger i træet. Derfor er det vigtigt, at du efterspænder dine havemøbler med jævne mellemrum.

Sådan overlever dine havemøbler vinteren

Dine havemøbler holder længere, hvis du opbevarer din korrekt over vinteren. F.eks. bør du ikke stille dem i et tørt, varmt lokale, da de kan tørre ud. Du bør derimod opbevare dem i en carport eller garage, hvor de står i tørvejr og samtidig får ventilation. Vi anbefaler heller ikke, at du dækker dine havemøbler til med plastik eller lignende, da det kan medføre råd og svamp i træet.